Visit Skarø 2.27

1 star(s) from 1 votes
Søndre Stænge 2
Skarø By, 5700
Denmark

Contact Details & Working Hours

Details

ENTEN DU KOMMER TIL ØEN med fuld musik eller som en gruppe med Højestene, Meta eller Caroline er du velkommen til en guidet tur. Du bestemmer temaet, tiden og rytmen. Jeg foreslår, at vi vandrer en tur op gennem byen, hvor jeg videregiver de oplevelser og fortællinger, jeg fik med i livets bagage. I kirken tager vi en halv time i fred og ro mens du får historien om det dramatiske forlis mellem Ærø og Drejø i 1532.
Fire år før reformationen i 1536 forliste et helt selskab af øboer i smakkejoller på vej til dåb i Ærøskøbing Kirke. Det var dengang Øhavets eneste kirke, småøernes livline til Skaberen. Alle i selskabet druknede, men 13 gårdmænd på Drejø bad kongen om tilladelse til at bygge en kirke på Drejø, så den farefulde færd i al slags vejr til Ærø kunne undgås. Tilladelsen kom og byggeriet gik i gang året før reformationen.

FRA 1555 BLEV DREJØ SOGN også en en politisk enhed, bestående af hovedøen samt Skarø, Hjortø, Hjelmshoved og Birkholm. I næsten fem århundreder levede folket fra det lille sogn en selvforsynende tilværelse. De overlevede stormfloder, storbrande, hungersnød, pest og krig. De havde et væld af småbutikker, håndværkere, fiskere, landmænd, vindmøller og sågar teglværk og træskofabrik. Da det gik bedst, skabte over 1000 øboer deres egne samfund med et væld af foreninger, skikke og ritualer.

KIRKEN BLEV DEN TIDS SCORESTED når ungdommen søndag efter søndag kom i smakkejoller til gudstjeneste og kirkekaffe. Tøjet fra smakkesejladsen blev skiftet i de ”kirkeskabe”, beboerne fra de mindre øer havde på Drejøs gårde. Det var her, Amor havde frit spil - og sød musik opstod – som det fremgår af de kirkebøger, der overlevede storbanden på Drejø Sct. Hans aften 1942.

EFTER FORTÆLLINGER I SKARØ KIRKE, indviet i 1902, om præster og altergang, degne og skolegang, går vi ned ad ni meter høje Vesterbjerg mod ”Vestergaard” og Øhavets Maritime Museum. Her er der tid til på egen hånd at leve sig ind i øboernes tilværelse gennem samlinger, plancher og info-skærme, inden vi samles under min 15 meter lange, håndbyggede model af Marstalskonnerten Fulton.
Her er der, som i gamle landsbyer, kig fra kirken i den ene ende til kroen i den anden – og ved bordet med de rødternede duge får du en Albani og en O. P. Anderson som velkomst.

HAR DU ØNSKER OM UNDERHOLDNING, kan du også få taffelmusik – strygere eller landstrygere – med harmonika, violin eller opbyggelige toner fra Skarø Kirkes gamle orgel. Det er såmænd fuldt funktionsdygtigt og brugt ved flere sammenkomster for fynske menighedsråd. Spørg blot dirigenten i Carolinekoret, lektor Steen Klausen, om ikke orglet er fuldt funktionsdygtigt. Det kunne ihvertfald ganske lydeligt og nydeligt akkompagnere 40 kolleger fra Carolinekoret, da det blev prøvespillet i sommeren 2013.