Christian 4. byggede Rosenborg for 400 år siden, og det blev hurtigt hans yndlingsslot. I dag kan du besøge slottet og fornemme det historiske, kongelige liv til hverdag og fest gennem Christian 4. og hans efterkommeres ejendele. Rosenborg er hele rigets skatkammer, og i kælderen funkler både kongekronerne og kronjuvelerne.
På Amalienborg kan du komme indenfor i Christian VII's Palæ og Christian VIII's Palæ - to kongelige oplevelser, der lader dig komme helt tæt på den kongelige historie gennem de seneste 250 år.
I Christian VIII's Palæ giver museet et indblik i det kongelige liv før og nu, og du kan bl.a. se tidligere konger og dronningers private værelser.
I Christian VII's Palæ kan du gå i de kongelige gæsters fodspor og blive vist rundt i de pragtrum, hvor der afholdes nytårstaffel og andre officielle festligheder.
Til sammen udgør de to museer Kongernes Samling. Omvisningerne i Christian VII's Palæ er også arrangeret af Kongernes Samling.