Grenå Gym-Gamer Udvalg 2.2

Professor i kirkeret og praktisk filosofi på Ingolstadt Universitet Adam Weishaupt grundlagde 1. maj 1776 sammen med to af sine studenter Bund der Perfektibilisten ("Foreningen af perfektibilister", fra latin perfectibilis: forsøget på at opnå det perfekte). Foreningen valgte en ugle som sit symbol som en henvisning til den romerske gudinde Minerva.
Baggrunden for grundlæggelsen af denne forening var, at det intellektuelle klima på universitetet fuldkomment var behersket af tidligere medlemmer af den i 1773 opløste Jesuiterorden. Den kun 28-årige Weishaupt var den eneste af lærerstaben, der ikke havde en jesuitisk baggrund, og det – og hans åbenlyse begejstring for oplysningstidens ideer – var grund til, at han blev isoleret af sine kolleger.
For at beskytte sine elever mod de jesuitiske anslag, som Weishaupt frygtede var i gære over alt omkring ham, men først og fremmest for at skaffe dem adgang til den moderne kirkekritiske litteratur, grundlagde han et geheimen Weisheitsbund (det hemmelige visdomsforbund), som i sin spæde start ikke var meget mere end en antigejstlig læseklub med højst 20 medlemmer. Derudover anså Weishaupt Gold- und Rosenkreuz-ordenen, en mystisk-spiritualistisk hemmelig orden indenfor Frimurerne, som et endnu større onde, som det gjaldt om at bekæmpe.
Weishaupt redegjorde for baggrunden for grundlæggelsen af sin hemmelige orden i skriftet Pythagoras oder Betrachtungen über die geheime Welt- und Regierungskunst ("Pythagoras eller betragtninger over den hemmelige verdens- og regeringskunst")[2]:

Citat To årsager gjorde hele udslaget. Omkring dette tidspunkt i 1776 havde en officer ved navn Ecker oprette en loge i Burghausen der beskæftigede sig med alkymi, og denne loge spredte sig snart vidt omkring. Et medlem af denne loge ankom til Ingolstadt for at hverve nye medlemmer blandt et udvalg af de fremmeste elever. Desværre var det så uheldigt at dennes udvalg faldt nøjagtigt sammen med dem jeg selv havde haft mit øje på. Tanken om at disse håbefulde unge skulle blive tabt til denne kunst, at desuden se dem tilslutte sig denne fordærvelige epidemi, med dens hang til guldmageri og andre dårskaber, var for mig pinefuldt og ubærligt. Jeg rådførte mig omkring dette med den unge mand som jeg satte mest lid til. Denne opmuntrede mig til at lede dem i den rigtige retning og således udvirke en kraftig modgift mod dette uvæsen, ved at bruge min store indflydelse hos eleverne og ved at grundlægge et selskab [...] Citat
Ordenen fik et første opsving i 1778 da en af Weishaupts fremmeste elever, den senere præsident af Pfalz Franz Xaver von Zwack, reorganiserede den. Weishaupt foreslog Bienenorden ("Bi-ordenen") som selskabets nye navn, fordi medlemmerne, under bidronningens rådgivning skulle samle Visdommens Nektar, men det endte med navnet Bund der Illuminaten ("Sammenslutningen af Illuminater") og endelig Illuminatenorden ("Illuminati-Ordenen"). Fra Visdomsforbund blev det nu til en hemmelig orden, der ikke kunne fornægte de jesuitiske træk som sit organisatoriske forbillede.
Den korte opblomstringsperiode[redigér | redigér wikikode]
Endnu en reorganisering skete i 1780 efter optagelsen af adelsmanden Freiherr Adolph Franz Friedrich Ludwig Knigge fra Niedersachsen. Han gav i 1782 Illuminatiordenen, der ifølge Weishaupt på dette tidspunkt "knap nok eksisterede, faktisk kun i mit hoved", en frimurerlignende struktur, med en såkaldt areopag, en øverste ledelse bestående af fx Weishaupt og Knigge. Med denne nye organisation begyndte Illuminati at optage mange frimurere og endda at infiltrere hele loger.
Baggrunden for denne succes var krisen i de højeste grader i de tyske frimurerordener efter sammenbruddet i 1776 af den strikte observans' gradssystem. Med denne tidligere apolitiske romantiserende bevægelse, som hævdedes at følge i de i 1312 ophævede Tempelridderes fodspor, havde Karl Gotthelf von Hund und Altengrotkau (1722 – 8. november 1776) formået at få de tyske frimurerloger til at overdrage ledelsen til sig. Karl Gotthelf havde overbevist frimurerne om, at han i årevis havde været i forbindelse med de „Unbekannten Oberen“ ("de ubekendte øverste"), som havde lovet at indvie ham i frimureriets dybeste hemmeligheder. Da ingen højere magter meldte sig efter von Hunds død, var rådvildheden i logerne stor.
På det store frimurermøde, der blev holdt 16. juli – 1. september 1782 i Wilhelmsbad på grund af problemerne omkring "den strikte observans", lykkedes det Knigge og den anden Illuminati-repræsentant, Franz Dietrich von Ditfurth, en overbevist oplysningsmand, at vinde opinionsflertallet for deres orden. Tempelriddersystemet blev opgivet og Rosenkreuzerordenen Gold- und Rosenkreuzer kom som fortalerne for dette system i mindretal. Det lykkedes endda for de to at overtale Johann Christian von Bode en ivrig fortaler for den strikte observans, for sig.
Krise og forbud[redigér | redigér wikikode]
Antallet af medlemmer steg, men denne succes var samtidig begyndelsen til enden: Knigge følte ikke at hans arbejde for udbredelsen af ordenen blev værdsat, og truede i breve med at forråde ordenes hemmeligheder til jesuitter og rosenkreuzere. Det forstærkede Weishaupts mistillid til ham, og indvielsen i ordenen af højtstående personer som kurfyrsterne Karl von Hessen og Ferdinand von Braunschweig[3] samt hertugerne Ernst von Sachsen-Gotha og Carl August von Sachsen-Weimar ville kun berede selskabet stor ulykke. Han frygtede at de arbejdede for den enevældige magt, og at de kun ønskede at ødelægge selskabet. Denne frygt var ikke ubegrundet, for Carl August og hans gehejmeråd Johann Wolfgang von Goethe var kun gået ind i selskabet for at afsløre dets hemmeligheder.
Som følge af det tiltog uenigheden mellem Weishaupt og hans mest betroede højrehånd i en sådan grad, at hele ordenen var nær sammenbrud. I februar 1784 afholdtes en kongres, der fungerede som en voldgiftsret sammenkaldt i Weimar. Den for Knigge overraskende dom, afsagt af kongressen der blandt andet bestod af Goethe, Johann Gottfried Herder og grev Ernst von Sachsen-Gotha, var, at der skulle sammensættes en helt ny aeropag. De to mest prominente medlemmer af ordenen skulle opgives deres ledende stillinger. Det kunne ligne et acceptabelt kompromis. Men da det måtte anses for sandsynligt, at Weishaupt som stiftende medlem ville bibeholde en stor del af sin indflydelse selv uden en plads i areopagen, var det i realiteten et nederlag for Knigge. Med et løfte om tavshed og tilbagelevering af alle papirerne vedrørende ordenen forlod Knigge Illuminati den 1. juli 1784. Han vendte sig senere imod tanken, om at verden kunne forbedres ved hjælp hemmelige selskaber. Weishaupt overgav sin ledende position til Johann Martin greve af Stolberg-Roßla.
En endnu større trussel for selskabet var begivenhederne den 22. juni 1784. På denne dato forbød kurfyrste Karl Theodor af Bayern under indflydelse af sin skriftefader og leder af rosenkreuzerne i München pater Frank, alle "kommuniteter, selskaber og forbindelser" som ikke havde et "landsforheligende formål".

forbød ordenen i flere forordninger i løbet af 1784-1785.
Den 2. marts 1785 fulgte på opfordring af pater Frank, kansler baron von Kreitmayer, rosenkreuzeren Freiherr von Törring og flere andre ved hoffet endnu forordning, der specifikt nævnte og forbød Illuminati og frimurerne på grund af landsskadelig og religionsfjendsk virksomhed. Under husransagelser blev flere af ordenens papirer beslaglagt, og de afslørede mange af ordenens radikale målsætninger. Derfor kom der 16. august 1787 yderligere en forordning, der var endnu skarpere end de forrige. Nu forbødes rekruttering af medlemmer til frimurerne og Illuminatiordenen under trussel om dødsstraf. Allerede i 1785 havde greven af Stolberg-Roßla erklæret ordenen for officielt suspenderet. Bode prøvede at få ordenens ideer til at leve videre i andre selskaber.[4] Han forsøgte sig med en Minervalkirche ("Minervalkirken") og en Orden der unsichtbaren Freunde ("De usynlige venners orden"). Bestræbelserne på at grundlægge disse Illuminatis efterfølgere måtte dog opgives i den yderst anti-illuminatiske atmosfære der herskede efter den franske revolution i 1789-1790. Forskernes konklusion er at generelt var nedlæggelsen af Illuminati succesfuld.
Baggrunden for forbuddet var den indenrigspolitiske uro, der opstod som følge af den bayerske arvefølgekrig, hvor kurfyrst Karl Theodor 1777 til 1779 forgæves havde forsøgt at bytte gammelbayerske områder med habsburgerske besiddelser i Nederlandene. Der er uenighed i forskningen om Illuminati faktisk var involveret i de mange fordækte intriger i forbindelse med det og den preussiske modstand mod Karl Theodors planer. Andre formoder at Karl Theodor med forbuddet ønskede at lukke munden på de antikatolske og antijesuitiske kredse, der omgav enken efter hans forgænger Max Josef, hertuginde Maria Anna. Illuminati blev under alle omstændigheder offer for den bayerske indenrigspolitik.
Mange medlemmer bevarede stadig forbindelsen. Flere husransagelser og konfiskationer fulgte, nogle medlemmer blev landsforvist, og andre blev sat i fængsel i kortere perioder. Selv Weishaupt, hvem ingen udenforstående vidste var grundlæggeren af ordenen, blev mistænkt for involvering i Illuminati og måtte flygte, trods at han havde konverteret til den katolske tro. Først ankom han til Regensburg og i 1787 til Gotha, hvor fyrsten hertug Ernst skaffede ham en sinekure som hofråd.
Offentliggørelsen af Illuminati-papirerne skabte en illuminatihysteri i samtiden. Alle mistænkte alle for at have deltaget i ordenens aktiviteter. I 1785 erklærede pave Pius VI i to breve (fra 18. juni og 12. november) til biskoppen af Freising, at medlemskab af ordenen var uforeneligt med den katolske tro. En anden endnu mere voldelig bølge af hysteri satte ind efter den franske revolution, da frygten for jakobinerne smeltede sammen med den ældre angst for illuminati. Statsministeren af Bayern (1799-1804) Maximilian af Montgelas – selv sandsynl