Det Lille Orø-værksted er et kreativt familieværksted, der har specialiseret sig i håndbyggede og bæredygtige fuglehuse, foderhuse og foderbrædder af høj og eksklusiv kvalitet.
Vi har et ufravigeligt princip om at alle vores træmaterialer skal være genbrug, så vi derved bidrager til at beskytte naturen og Jordens livsvigtige ressourcer. Træet er f.eks. rester fra byggeprojekter på eller omkring Orø, ofte doneret til os af miljøbevidste mennesker, som derved undgår at smide træet ud. Andre trærester finder vi i genbrugsrum og genbrugspladser. Fælles for træet er, at det er af høj kvalitet og at det giver os unikke muligheder for at tilpasse træet til det enkelte byggeris form og funktion.