Dansk Klokkemuseum 2.38

DANSK KLOKKEMUSEUM blev stiftet i 1991. Dets formål er at indsamle, uddybe og bevare vor viden om et fænomen og et område i dansk kulturhistorie, som i kommende Århundreder stort set må vige pladsen for elektronik og medieteknik.
Klokkerne er på vej ud af dagliglivet. I kirkerne automatiserer vi deres brug og nedsætter derved deres levetid uforholdsmæssigt - og dette rammer også vore uerstattelige, middelalderlige klokker.
I dagligdagen er støjforurening blevet et nøgleord, og klokkerne vil efterhånden blive bandlyst som signalinstrumenter i trafikken. Dyreklokker er i Danmark allerede historie; kreaturerne bliver ikke væk i vor tids indhegninger.
De ældre, tunge, mekaniske spilleværker for tårnenes klokkespil afløses af elektroniske afspilningsanordninger. I Middelalderen var klokkerne værdsatte redskaber i kampen mod alle de dæmoner, som forpestede folks daglige tilværelse, lod haglvejr vælte det modne korn, var skyld i kalvekastningsfeber og svinepest, skabte misvækst og lod ildebrande hærge lokalsamfundet.
Klokkerne var gode hjælpere, når kvinder ikke kunne blive svangre og sørge for fortsættelse af familierne. Der ringedes for de døde for at forkorte deres ophold i skærsilden. Når grave Åbnedes, blev de renset for dæmoner, og de underjordiskes magt blev brudt.
I Museet er der eksempler på vore allerældste kirkeklokker. Hedebyklokken stammer fra tiden omkring 900, bikubeklokkerne (som f. eks. Bregnet-klokken) hører hjemme i vore tidligste, etablerede kirker.
Selve klokkelegemet ændres i tidens løb.
Sukkertop-profilen, en asiatisk klokketype, kommer til Europa i forbindelse med korstogene og dukker op i Danmark et stykke ind i 1200-tallet. Skibsklokken finder sin karakteristiske form i 1300-tallet, og den bliver der ikke lavet væsentligt om ved senere.
Klokkestøbernes evige stræben efter større


velklang og længere efterklang fører omkring 1600 frem til den harmoniske profil, der i det væsentlige endnu bruges i vor tid.
Kunsten at producere klokker kræver stillingtagen til en række vidt forskellige, mindre, men betydningsfulde problemer:
Kronens udformning (klokkens-ophængsanordning),
kneblens form og vægt, slagringens profil (klokkens forstærkede munding),
legeringens sammensætning og - ikke mindst - ornamentering og indskrift-design.
Museet fortæller også lidt om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke passer på at vedligeholde de tunge klokker og knebler, og der er vemod i historien om klokkernes skæbne, når nationen står og skal bruge metal til våbenfremstilling.
Klokken vikler sig ind i vor kulturhistorie p alle mulige måder - ikke blot i vor kirkekultur. Allerede i oldtiden hænger man klokker om halsen på dyrene for at kunne finde dem, når de går løse på bygdens fællesarealer.
I overklassens husholdning kommer klokken på bordet, den kalder herregårdens personale til pligter, måltider og samling.
I trafikken er den fast kane-udstyr, den bliver uundværlig i jernbanens meldepost og ved overskæringerne, senere på cyklen og sporvognen.
Mælkemanden og Hjemmeis-bilen bruger den for at tiltrække kundernes opmærksomhed.
Trafikkens klokker er skålklokker, og da ringeapparatet dukker op som et resultat af elektricitetens indtog i samfundet, bliver det den klokkeform, der kommer til at klinge.
DANSK KLOKKEMUSEUM fortæller om og demonstrerer klokkens kulturhistorie; men man prøver at gøre det s uhøjtideligt og livsnært som muligt. Det er ikke nødvendigt at gå rundt med listesko, mange af klokkerne kan man få til at lyde; man må røre ved tingene, man må fotografere dem, og overalt er der bevægelse i de gamle værkers tandhjul, valser og perforerede spillebånd.