Aktivscenen 1.72

5 star(s) from 2 votes
Smedegade 5-7
Kirke-Værløse, 3500
Denmark

About Aktivscenen

Aktivscenen Aktivscenen is a well known place listed as Attractions/things To Do in Kirke-Værløse ,

Contact Details & Working Hours

Details

Jeg har for nylig set en stor og flot amatøroperette, og da jeg så den, tænkte jeg, at den kunne AKTIVSCENEN i Værløse rigtignok ikke hamle op med. Men ved nærmere eftertanke mener jeg, at hvad Aktivscenen ikke har i storhed, har den til gengæld i nærhed. Her spiller en forestilling nemlig som regel 7 gange, og der kan allerhøjst være 40 tilskuere. Skuespillerne har 30 cm til publikum på første række. Det giver kontakt.

Selve scenen bygges op til hver ny forestilling. Sommetider laves en sceneforhøjning, men ofte spilles der på gulvet. Det kan enten være på langs eller på tværs i teatersalen,der kun er 45 m2. En stor scene betyder et mindre antal tilskuere, og da de faste udgifter til blandt andet forfatterhonorar, instruktør, scene, og teknik skal tages af entreindtægten, kan det være svært at få regnestykket til at gå op.

Garderoben ligger på 1.sal. Her sidder også manden, der styrer lys og lyd. Når aktørerne skal til og fra garderoben i en forestilling, skal de gå meget forsigtigt på trappen, ellers risikerer de at ødelægge alt for publikum.

Aktivscenen er en forening med for tiden 30 aktive medlemmer. De fleste vil gerne optræde, men der skal også bruges folk til scenografi, kostumer, PR , lys og lyd og instruktion – og formanden for bestyrelsen er suffløren. Der skal også støvsuges og males, så der er i høj grad tale om Tordenskjolds soldater.

Repertoiret er omfattende. En gang hvert tredje år bydes der på en Variete. Den spiller i bestemte rammer a la ” Good old days ” og er en rigtig publikumsbasker. Men skuespillerne vil også gerne have andre udfordringer i mere seriøse roller, og derfor opføres nu i de kommende uger Brian Clarks: ”Det er vel mit liv” ”- et stykke, hvor et alvorligt problem fremstilles med megen humor. - Den seneste produktion var Soyas ”Parasitterne.” Med så lille et medlemstal, er det klart, at der er nogle begrænsninger for, hvilke stykker der kan vælges. Især kniber det lidt med rekruttering af mandlige spillere.

I de sidste år er der kommet en halv snes nye, helt unge medlemmer. Det betyder, at det er nemmere at besætte rollerne i f eks. Holbergs ”Den Stundesløse” med en ung Leander og Leonora . Der har også været nogle produktioner, hvor kun de unge optrådte. De fleste af de nye, unge er vokset ud af Syvstjerneskolens Teatergruppe. Her har de optrådt i mange år og har stor teatererfaring. De vil gerne blive ved med at spille teater i Værløse og giver nyt liv til den gamle scene.

Aktivscenen har eksisteret i 35 år. I en årrække var Kaj Nissen, en gammel ”Værløse dreng”, en af drivkræfterne. Han er stoppet for mange år siden, men møder troligt op og ser alle forestillinger. Foreningen fik i 1993 ved 25 års jubilæet et æresmedlem. Det er Jan Brochmann, der stadig er aktiv, og som man på denne måde valgte at belønne for lang og tro tjeneste.

I 2001 blev Aktivscenen kåret som årets Kirke Værløse borger , en pris der tidligere har været givet til en enkelt person. Men denne gang havde man altså valgt at lade ” Den gyldne kagerulle” gå til en forening.

I 1960erne var der stadig skole i Kirke Værløse. Bag skolen lå op til kirkegårdsmuren den gamle hestestald, der blev brugt som en slags pulterrum. Den gamle skole holdt op med at være skole for 40 år siden. Den gamle hestestald er blevet bygget om og huser nu Aktivscenen. Den gamle skolefrøken er blevet billetsælgerske i Aktivscenen, Amatørteatret i Kirke Værløse.